Bambusskov

Bambus – Fremtidens materiale

Bambus er kommet for at blive. Planten i sig selv er interessant men bambus er også et materiale med nogle helt unikke egenskaber. Det kan bruges til stort set alt og er både miljørigtigt og bæredygtigt.

Bambus som afgrøde

Bambus (Bambusoideae) er en samlet betegnelse for forveddede græsser. Det er samme familie, set ud fra botanisk betegnelse, som almindeligt græs. Der findes ca. 1000 bambusarter inddelt i 90 slægter.

Bambus er primært udbredt i Sydøstasien hvor bambus fylder 22 mill. hektarer. Bambus kan danne store ufremkommelige skove, planterne har langt stængler som er hårde og hule.

De største bambus kan blive 40 meter høje og 30 centimeter tykke. De blomstrer ved ca. 60 år eller med ca. 60 års mellemrum, herefter visner hovedparten af planten over jorden. En del planter dør helt, men de fleste overlever og danner nye skud efter kort tid.

Som afgrøde har bambus en række fordele som adskiller den fra træer og andre planter.

  • Bambus er verdens hurtigst voksende plante. Den art der bruges til tekstil vokser ca. 15 cm. i døgnet under de rigtige forhold (det afhænger af klima og jordbund) uden den store pleje. Andre arter kan vokse op til 1 meter i døgnet. Det er observeret at en plante er vokset 121 cm. på 1 døgn. 
  • Bambus er en hårdfør afgrøde som er nem at få til at vokse. Bambusplanter kan vokse næsten alle vegne, de spreder sig hurtigt, planter sig selv, kræver ikke genplantning efter høst og kan overleve både oversvømmelse og tørke. 3-4 år efter bambussen er plantet kan den høstes første gang. Herefter kommer der hurtigt nye skud fra rødderne.
  • Bambus er god som afgrøde. Den bruges til jordrotation da rødderne kan holde på vand og næringsstoffer og derved kan forbedre jordkvaliteten. Planterne kan binde store mængder vand, op til 3 gange deres egen vægt, hvilket gør dem ideelle til at holde på flodbanker i udsatte områder.
  • Bambus er bæredygtig. Den ødelægger ikke omkringliggende miljø og dyrkning af bambus kræver ingen kemikalier eller insektgift da planterne indeholder et antibakterielt stof (”Bamboo kun”) som gør den naturligt modstandsdygtig overfor bakterieangreb og sygdom. Bambus kræver meget lidt vand, optager 5 gange mere drivhusgas sammenlignet med almindelige træer, og producerer 35 % mere ilt ved fotosyntese. Samtidig er bambus 100 % biologisk nedbrydeligt. Til sammenligning fylder bomuldsproduktion på verdensplan 2 % af det samlede landbrugsareal men står også for 25 % af det samlede forbrug af insektgifte og 10 % af det samlede forbrug af pesticider.
  • Bambushøst truer ikke pandaen og andre bambusspisende dyr. Den art af bambus der bruges til produktion er en anden art end den som eksempelvis pandaer spiser.

Forarbejdning

Bambus kan forarbejdes på 2 måder. Uanset hvilken metoder der er brugt, er bambusprodukterne 100% biologisk nedbrydelige og bibeholder de antibakterielle egenskaber. De bambusfibre der bruges til bambus er regenererede cellulosefibre af 100% ren bambus. Af andre regenererede cellulosefibre kan nævnes viskose og rayon.

  • Mekanisk forarbejdning. Ved mekanisk forarbejdning knuses bambussen og de naturlige enzymer er med til at nedbryde bambussen til en masse der kan spindes tråde af. Denne metoder er fuldt bæredygtig og kræver ingen kemikalier. Det er den samme metode der bruges ved fremstilling af hamp- og hørfibre. Metoden er mere miljøhensigtsmæssigt men også mere arbejdskrævende og dyr set i forhold til kemisk forarbejdning. 
  • Kemisk forarbejdning. Ved kemisk forarbejdning nedbrydes bambussen ved hjælp af kemikalier. Denne metode er knap så miljøvenlig men det er muligt at tage en række miljøhensyn i produktion, blandt andet kan kemikalierne genbruges og spildevandet kan renses. Det gør den kemiske forarbejdning noget mere miljøvenlig og dermed mindre miljøbelastende. Det er den samme proces som blandt andet bruges til produktion af bomulds viscose. Processerne bliver hele tiden forbedret og formodentligt vil det med tiden være muligt at omdanne bambus uden kemikalier og på en billigere måde end den mekaniske forarbejdning.

Bambus som materiale

Bambus er fremtidens materiale. Det kan bruges til næsten alt. Blandt andet bruges bambus til:

  • En række tekstilvarer, som for eksempel håndklæder, tøj, sengetøj og stofbleer.
  • Byggeri af huse, broer, både og vandrør m.m.
  • Håndværk som møbler og musikinstrumenter.
  • Dagligdagsting som køkkenredskaber, papir, vådservietter og legetøj.
  • Kiselindholdet i rørene bliver anvendt som medicin.

Bambus et blødt og let materiale som har en smuk silkeagtig glans. Det er stærkt, holdbart og fleksibelt og har en række fordele som gør det godt og behageligt at have på.

Bambusfibrene er fyldt med bittesmå huller så de kan optage ret meget væske, op til 60 % mere end bomuld, uden at føles vådt. Materialet absorberer sveden og transportere den væk fra kroppen. Bambus er åndbart og beskytter naturligt mod 98 % af de skadelige UV stråler. Indholdet af det bakterieafvisende stof ”Bamboo kun” bliver bibeholdt selv efter mange ture i vaskemaskinen, så bambus er ideelt til børn, både i tøj, men også i f.eks. bleer.

Der findes 2 miljømærkninger der er brugt til mærkning af henholdsvis producenter og produkter og som også bruges når vi snakker om bambus. FSC-mærket bruges til mærkning af leverandører og Oekotex bruges til mærkning af tekstilvarer men de er ikke så udbredt endnu.

Bambus i Danmark

I det Zen buddhistiske kloster i Østermarie findes Danmarks største samling af bambus. Der findes også mindre bambusarter der kan vokse i danske haver og som kan overleve vinteren.

 

Skrevet af: Kristian Osbæck