Kolik

Hjælp! Mit barn har kolik

Det er alle nybagte forældres værste frygt. Man ved stadig ikke præcis hvad der forårsager kolik eller hvorfor nogle børn får det og andre ikke gør, og der er heller ikke nogen mirakelkure som kan kurere kolik. 

Hos Bibiworld har vi prøvet at komme ind under huden på kolik. I denne artikel kan du læse om hvad kolik er og hvad du kan gøre som (måske) kan afhjælpe kolik hos dit barn. 

Definition

I Danmark forekommer kolik ved ca. 1 ud af 5 babyer.

Definitionen på kolik er at baby græder uden nogen definerbar grund mindst 3 timer, 3 dage om ugen i minimum 3 uger. 

Symptomerne ved kolik er følgende:

  • Gråden vil gradvist stige i længde og styrke.
  • Kolikgråd vil opstå flere gange dagligt.
  • Gråd stopper når baby får mad. 
  • Baby vågner op med gråd og er svær eller umulig at trøste.
  • Under gråden vil baby sparke og slå uhæmmet ud med armene
  • Gråd fortsætter selvom du har givet mad, lagt baby til at sove, trøstet baby og skiftet ble.

Oftest starter kolik når barnet er ca. 2 uger gammelt og varer som oftest til ca. 3-4 måneders alderen hvorefter det aftager. Spædbarnskolik kaldes også 3-måneders-kolik.

Hvorfor får børn kolik?

Det er stadig ikke afklaret hvorfor børn får kolik. Det er hverken fars eller mors skyld og har intet at gøre med om man er gode eller dårlige forældre.

Kolik er ufarligt og går over igen. Det vil ikke have indflydelse på barnets udvikling og der er ingen følgevirkninger på kolik.

Hvad er kolik?

Kolik kommer af en krampelignende tilstand i tarmen på baby. Det skyldes ofte luft i tarmene eller at tarmene bevæger sig unormalt med efterfølgende mavesmerter. Derfor er kolikbørn som oftest mere følsomme overfor smerter end andre børn.

Kolik kan også påvirkes af stress eller være psykisk påvirket.

Kolik er altid en diagnose ud fra udelukkelsesmetoden da det kun diagnosticeres hvis baby har normal stigning i længde og vægt og at yderlig undersøgelse af baby er normal.

Behandling

Der er ikke noget dokumenteret middel mod kolik men der er en række ting man kan prøve og som hjælper nogle forældre til kolikbørn:

  • Giv mad – Mange kolikbørn slapper af når de får mad. Hvis du ammer så undgå at skifte bryst før det er helt tømt. Den fede, mættende mælk der kommer til sidst er den bedste. Hold ro på under amning. Der findes kolikvenlige ammestillinger. Snak med din sundhedsplejerske.
  • Bøvs af – Husk altid at bøvse af efter mad.  
  • Forebyg luft i tarmene – Hvis du lægger din baby på højre side i en times tid efter et større måltid mad kan det forebygge luft i tarmen.
  • Ændr din kost – Din kost påvirker baby så prøv at justere din kost. Hvis du ammer så prøv at udelukke forskellige fødevarer. Synderne kan eksempelvis være mælkeprodukter, kål, porrer eller løg, koffeinholdige drikke som kaffe, stærke krydderier, hvede, æg, nødder eller gluten. Prøv dig frem.
  • Probiotika – Probiotika er egentlig bakterier/mikroorganismer der gavner tarmflora og giver en sund tarm. Det er de samme bakterier der er i en række mælkeprodukter, heriblandt Cultura. Det findes i mange forskellige former, blandt andet som kosttilskud og bliver ofte anbefalet til kolikbørn. Snak med læge eller sundhedsplejerske om hvilken form der er bedst for baby. Oftest er mælkeprodukter som yoghurt og lignende med probiotika ikke anbefalet til babyer. Probiotika optages bedst hvis det opløses i vand og får lov at trække i minimum 10 minutter. Det gælder også for indholdet af kapsler.
  • Lav te – Te af anis, fennikel og kommen, eventuelt kamille og citronmelisse eller lindeblomst som alternativ, hjælper nogle gange. Det anbefales ofte både for dig selv som ammer, eller til baby.
  • Sukkervand – Sukkervand kan til tider have en beroligende effekt.
  • Trøst og tryghed – Selvom dit barn fortsætter med at græde så trøst altid. Det kan være rigtig hårdt så skiftes eventuelt. Svøb dit barn, giv hud-mod-hud kontakt, eventuelt i en vikle, slynge eller babysele.
  • Kør en tur – Mange børn falder til ro når de kører i bil.  
  • Hvid støj – Hvid støj har en effekt for rigtig mange kolikbørn. Hvid støj minder om de lyde baby kan genkende fra fosterstadiet og giver derfor baby ekstra tryghed. Bibiworld sælger bamsen Whisbear der registrere dit barns gråd og udsender hvid støj hvis dit barn græder. 
  • Massér baby – Massage kan være med til at fjerne luft i maven.
    • Massér baby forsigtigt nogle centimeter under navlen. Der er et nervepunkt og ved at massére der kan det modvirke luft i tarmene.
    • Bøj babys ben mens baby ligger på ryggen, og pres forsigtigt benene op mod maven. Det kan hjælpe baby med at komme af med luft i maven.
    • Stryg baby på maven i urets retning.
    • Massér forsigtigt baby på ryggen, mest på højre side og op mod skulderbladet.

Bliv aflastet

At have et kolikbarn er muligvis den hårdeste prøvelse man kan komme ud for som nybagte forældre. Sørg for at blive aflastet. Støt hinanden og skift mellem hvem der har baby.

Bed familie eller venner om hjælp og lad dem tage over så I får en pause.

For de fleste forældre vil et kolikbarn ofte give en følelse af skyld, afmagt og utilstrækkelighed. Sørg for at få støtte fra forældre, venner eller andre i jeres netværk og tal med sundhedsplejersken. Hun kan som oftest hjælpe med råd og vejledning. 

Skrevet af: Kristian Osbæck