Om at være gravid - En mor fortæller
Om at være gravid – En ung mor fortæller

Når du er gravid sker der en masse ændringer i ens krop, både fysisk og hormonelt. Det er noget helt nyt og fantastisk men også en kæmpe omvæltning som kan være svær at håndtere, især hvis man er alene om det.

Vi har spurgt en ung mor om hendes oplevelser i forbindelse med graviditet og fødsel og alle de følelser og tanker der følger med.  

 

Da jeg fandt ud af at jeg var gravid blev både mig og min kæreste utrolig glade. Det var ikke som sådan planlagt men vi var enige om at vi håbede at det skete.  Vi glædede os begge til at blive forældre og det var en helt ny og meget spændende verden der åbnede sig for os.

Vi var begge enige om at vi ville vente til nakkefoldsscanningen ved 12 uger inden vi fortalte noget til vores familie og venner hvis nu der skulle gå noget galt men alt gik fint og alle i vores omgangskreds var rigtig glade på vores vegne. 

Jeg havde haft kvalme siden starten af graviditeten og det fortsat stadig med daglig opkast og sluttede først efter 6 måneder men min kæreste var en god støtte og det var til at holde ud selvom det i perioder var virkelig hårdt.

Det var hårdt med humørsvingningerne. Jeg har tidligere haft en mindre depression og selvom jeg godt vidste at min krop var fuld af hormoner, var jeg alligevel nervøs for at det spillede ind. Min kæreste støttede mig men han forstod det ikke rigtigt. Det var der ikke ret mange i min omgangskreds der gjorde. Det var de mærkeligste ting der kunne trigge det og så kunne jeg være ked af det i flere timer og jeg vidste ikke hvorfor. Senere i graviditeten tog det til.

Min mor, veninder og andre fortalte mig hvordan man ikke huskede smerterne ved fødslen og at man blev forelsket i sit barn og det ville betyde mere end noget andet i verden.

Jeg var bange for at føde, rigtig bange. Jeg var bange for at gå i stykker, for at der skulle ske noget med barnet, bange for at få akut kejsersnit. Jeg fik flere ture hvor jeg slet ikke glædede mig til at blive mor, andre gange havde jeg ondt og ville bare have det overstået. I kombination begyndte jeg at tvivle på at min kæreste ville blive en god far for vores barn og om nogen af os overhovedet var klar. Hvad hvis det hele var en stor fejltagelse? Min kæreste har altid støttet mig og været der for mig, jeg ved ikke hvordan jeg skulle være kommet over min depression uden ham, hvor han var den eneste jeg kunne åbne mig over for, men nu tvivlede jeg på ham.

Oven i de andre følelser fik jeg dårlig samvittighed over at tænke og føle de ting jeg gjorde og ud ad til var vi stadig det perfekte par som skulle være forældre og var over lykkelige og ingen kendte sandheden.

Vores datters udvikling havde været perfekt gennem hele graviditeten og fulgte alle de rigtige grafer og kurver. Der var ikke noget forkert at se på nogen af skanningerne men alligevel sad angsten der for at der pludselig skulle gå noget galt og vi ville miste hende. 2 piger fra min terminsgruppe på Facebook oplevede at de pludselig ikke mærkede liv, den ene var i uge 37 og den anden var 1 dag over termin, og begge endte med at barnet var dødt. Jeg var i uge 34 på det tidspunkt.

Jeg havde forventet at vores datter ville være lille når hun blev født. Jeg vejede selv ca. 2700 g. og det hjalp lidt på min skræk for fødslen, men fra uge 36 til uge 38 tog vores datter over 1 kg. på. Vi fik af vide at vi skulle til ekstra skanning 1 uge senere og hvis hun havde taget for meget på ville jeg blive sat i gang. På det tidspunkt vejede vores datter ca. 3500 gr.

Men jeg ville ikke sættes i gang. Jeg ville have det hele skulle gå naturligt til og at min krop selv skulle gøre det. Jeg havde læst at igangsættelse kunne gøre at fødslen kunne tage 3 - 4 døgn med veer hvis det gik rigtig dårligt.

Heldigvis voksede vores datter ikke så meget og da hun blev født endte hun på omkring 4 kg. Til ekstra skanningen fik vi af vide at jeg ville få lov at gå helt frem til termin men hvis fødslen ikke selv var startet ville jeg max få lov at gå en uge over på grund af at jeg har for højt BMI. Da jeg var til jordemoder tilbød hun at lave hindeløsning på mig. Det ville øge sandsynligheden for at fødslen ville gå i gang af sig selv. På dette tidspunkt havde jeg aldrig nogensinde været til gynækolog og det var meget grænseoverskridende for mig men jeg takkede ja så jeg forhåbentlig ikke skulle sættes i gang. Hun fortalte at barnet sad dybt i bækkenet og at min krop var klar til fødslen. Nu var det kun at vente på at enten mine veer startede eller at vandet gik.

Terminen kom. Mine veer var ikke startet og vandet var heller ikke gået.

 

Min fødsel startede med veer, ikke med vandafgang. Da veerne endelig startede kom det bag på både mig og min kæreste. Jeg havde haft lidt plukveer men ikke noget rigtigt, men om aftenen dagen før fødslen, tog de til. Det begyndte at gøre ondt og jeg begyndte at tage tid men de var meget uregelmæssige og vi blev enige om at vente til dagen efter med at ringe ind da mine veer var meget spredt og svingede meget i længde. Så kunne jeg også få noget søvn så jeg var klar til fødslen.

Men jeg fik ikke sovet. Min krop var fyldt af spænding, hormoner og forventning, og veerne var blevet værre. Jeg ringede ind til fødegangen på Hvidovre hospital kl. 5 om morgenen. De bad mig vente et par timer og så ringe igen. Omkring kl. 7 begyndte mine veer at blive mere stabile og jeg ringede til fødegangen igen og de bad mig om at komme ind.

Jeg kom ind på fødegangen, blev lagt ned og så ventede jeg. Mine veer blev målt og jeg blev tjekket hvor meget jeg var åben. Omkring 4 cm. Nu kunne jeg kun vente på at få en fødestue.

Jeg blev kørt over på fødestuen. Min kæreste, min mor og min veninde var med.

Nu var det endelig i gang.

På grund af mit høje BMI ville lægerne lægge en epiduralblokade med det samme så den ikke skulle lægges senere i tilfælde af komplikationer. Anæstesilægen der skulle lægge den blev tilkaldt kl. 10 men kom først kl. 15. og der nåede at være 8 forskellige jordmødre, hvoraf to af dem var studerende, under fødslen og det var gav ekstra utryghed at der ikke var styr på det.

Jordmødrene satte en elektrode fast på hovedet som målte ilten som vores datter fik samt hendes hjerteslag. På et tidspunkt faldt det fra mellem 120 – 150 til omkring 50. Jeg fik af vide af den jordemoder der var der på det tidspunkt, at vi ville vente halvt minut for det kunne sagtens være at det stabiliserede sig igen, men det gjorde det ikke. I løbet af det efterfølgende halve minut blev der kaldt omkring 10 personer ind, min mor og veninde blev smidt ud og jeg blev rykket rundt på forskellige måder og forskellige stillinger for at få hjerteslaget til at stabilisere sig, men det hjalp ikke. Jeg lukkede øjnene og lukkede alt andet ude. Min kæreste fik en iltmaske i hånden og blev bedt om at give mig ilt. Jeg var ved at blive kvalt fordi masken klappede sammen omkring næsen og munden og min kæreste ikke havde opdaget det. Det efterfølgende forløb fik jeg fortalt af min kæreste efterfølgende. Lægerne havde undersøgt barnet, hvordan det lå og den ledende overlæge havde fortalt at hvis det ikke stabiliserede sig inden for 3 minutter ville jeg blive kørt direkte på akutkejsersnit af hensyn til vores datters sikkerhed. Min mor og veninde stod udenfor og tudede men efter ca. 2 minutter blev hjerteslaget stabilt og de fleste mennesker begyndte langsomt at forlade stuen. Der blev taget en blodprøve fra hovedet for at sikre sig at hun fik nok ilt og det gjorde hun heldigvis. Alt det opfattede jeg intet af. Jeg koncentrerede mig bare om at lukke af for alt andet udenfor min krop.

Lægerne kunne ikke give nogen konkret forklaring på hvad der var sket. Jeg fik fortalt at det sker at barnet kan tage fat i navlestrengen eller ligge sig op af den og dermed lukke af for ilten til sig selv. Det var den forklaring der gav mest mening.

Da jeg endelig fik min epiduralblokade gav det et kæmpe pusterum. Alt smerte forsvandt og jeg havde det fantastisk

Så startede pressefasen. Det var hårdt. Det var hårdere end noget jeg nogensinde har prøvet før i hele mit liv. Da vores datter næsten var ude, faldt hendes hjerteslag igen. Jeg manglede kun det sidste stykke. På det tidspunkt havde jeg presset i over halvanden time og jeg var virkelig træt. Skulderen på vores datter havde sat sig i klemme så jeg kunne ikke presse hende ud. Jeg fik af vide at hvis jeg ikke havde født inden for et kvarter ville hun enten blive taget med sugekop eller akut kejsersnit. På det tidspunkt havde fødslen taget over 20 timer. Jeg kunne slet ikke håndtere at jeg havde gennemgået alt det for til sidst at ende med alligevel at få akut kejsersnit. Jeg var så træt at jeg ikke kunne mærke veerne og jordemoderen var nødt til at mærke på min livmoder uden på maven og fortælle mig hvornår jeg havde veer. Jeg fandt kræfter i min krop som jeg ikke anede jeg havde og så blev vores datter født.

Jeg fik hende op og ligge hos mig og allerede der, selvom jeg stadig havde fødslen i helt klar erindring, vidste jeg at det ikke var sidste gang.

 

Der gik 5 timer før vi fik plads på patienthotellet. Hvidovre hospital havde haft 30 fødsler den dag mod et normalt gennemsnit på 20. Jeg havde været vågen i ca. 36 timer og havde ikke fået noget mad i over 12 timer ud over et stykke toastbrød med smør. Min far og min lillebror kom på besøg. De købte mad fra McDonald’s. Det var det eneste sted der var åbent da det næsten var midnat.

Da vi endelig kom over på patienthotellet, kom der en jordemoder ind. Hun viste på 15 sekunder hvordan man skifter ble og fortalte mig jeg skulle amme vores nyfødte datter med det samme og så var hun ude af døren igen. Vi sad begge tilbage med følelsen af at vi var kastet ud på dybt vand uden redningsvest. Ingen af os havde børn i forvejen.

Den første nat sov vores datter næsten ikke. Selv fik jeg 1 times søvn men derefter sov hun igennem så godt som hver nat. Vi var heldigere end de fleste forældre.

Både mig og min kæreste havde mange forskellige spørgsmål og jordemødrene var flinke til at svare på dem med forskellig kvalitet. Især én situation var ret ubehagelig. Amningen gik godt fra starten af og da vores datter sov igennem, lod vi hende sove ca. 6 timer hvor efter hun selv vågnede og fik mad. Vi fik af vide af en yngre jordemoder at det måtte vi ikke gøre. Hvis vores datter ikke kunne vægges efter 3 timer så hun kunne få mad, var det tegn på at hun mistrivedes. Vi blev begge to ret usikre på om der var noget galt med vores datter for vi havde svært ved at vække hende når hun først sov. Vi blev beroliget af en ældre jordemoder da sagde at hvis hun sov igennem skulle vi endelig lade hende gøre det men det var vigtigt at jeg stadig sørgede for at hun blev ammet 8 gange i døgnet og at vi holdt øje med hendes vægt. Heldigvis tog hun på som hun skulle.

Efter et par dages tid, løb mælken rigtig til og jeg fik nogle af mine humørsvingninger tilbage. Jeg fik af vide det var helt normalt men det var svært at tro på når jeg sad og var ked af det helt uden grund.

Da vi kom hjem fra hospitalet var det hårdt. Jeg følte ikke jeg var klar til at komme hjem. Nu kunne vi ikke længere bare hive i en snor hvis der var noget vi var i tvivl om. Vi stod helt på egne ben med vores datter.

Mange af mine følelser som jeg havde haft under graviditeten kom tilbage men på nye måder. Min kæreste var i den 7. himmel. Han elskede sin nye rolle som far og fortalte om hvor fantastisk det var og at det var det bedste der var sket i hans liv. Han elskede mig endnu højere fordi jeg havde bragt hans vidunderlige velskabte datter til verden. Også min familie fortalte mig hvor fantastisk en oplevelse det var og nu havde jeg endelig oplevet det selv og hvor smuk og sød vores datter var. Jeg elskede min datter og ville ikke undvære hende men det var som om at jeg ikke kunne mærke den samme glæde som folk beskrev og som min kæreste jo havde, og jeg savnede at være gravid. Hun var ligesom mere sikker mens jeg havde hende i maven, jeg vidste altid hvor hun var og kunne passe på hende. Jeg var stadig ind i mellem i tvivl om om vi virkelig var klar til at blive forældre. Vi skulle snart have sundhedsplejeske. Hvad ville hun sige? Kunne vi risikere at få vores datter taget fra os fordi vi ikke klarede det godt nok? Hvad hvis amningen holdt op med at fungere og jeg var nødt til at give hende flaske? Ville min depression vende tilbage nu hvor jeg havde født? Ville jeg så ikke kunne tage vare på min datter? Hvad hvis mit forhold med min kæreste gik i stykker?

Jeg havde mange spørgsmål og var meget frustreret og mine tude ture vendte tilbage. Igen var min kæreste den eneste jeg kunne snakke med om det, men som med graviditeten forstod han ikke rigtig hvordan jeg havde det. Og hvordan skulle han også kunne det?

Vores sundhedsplejerske var rigtig sød og forstående men jeg kunne ikke fortælle om hvor ked af det jeg blev. Ville hun tolke mine tude ture som om jeg ikke var en god mor og ikke var i stand til at tage mig af min datter?

3. gang hun kom brød jeg sammen. Vi var blevet enige om at vi var nødt til at snakke med hende om mine humørsvingninger og høre om der var noget vi kunne gøre, og da emnet blev taget op så knækkede filmen. Jeg begyndte at tude og kunne slet ikke stoppe igen. Med min kærestes hjælp fik jeg fortalt om mine tanker og mine følelser og hun fortalte at hun burde have opdaget det og at hun var ked af hun ikke havde set det før.

Ud fra hvad jeg fortalte fik jeg af vide at det ikke var en fødselsdepression som jeg have frygtet mest. Det var en fødselsreaktion. 80 % af alle gravide får en form for reaktion efter fødslen. Det var rart at få klarhed over hvad der var galt og at vide at det var rimelig normalt. Min fødselsreaktion kombineret med at jeg stadig ammede og derfor havde ekstra mange hormoner i kroppen, var det der udløste mine tude ture.

 

I dag er vores datter omkring 4 måneder. Jeg bliver stadig ked af det ind i mellem og bliver i tvivl om om der er noget jeg kunne gøre bedre og sådan vil det nok altid være. Så længe jeg ammer vil der være større sandsynlighed for at jeg bliver ked af det, men jeg ved hvorfor og at det ikke er unormalt. Det har været hårdt alt det jeg har været igennem, uden tvivl. Jeg har haft mange udfordringer og mange oplevelser som har været rigtig hårde at komme igennem, men jeg er ikke i tvivl om at det var det hele værd. Jeg skal helt sikkert være gravid igen og næste gang ved jeg mere om hvad jeg går indtil, og jeg vil hellere gennemgå alt det jeg har været igennem en gang til end at undvære min datter.

Skrevet af: Kristian Osbæck